------<>--------------------------------<>--------
Der var engang at verdens farver begyndte et skænderi. Alle udråbte de sig til at være de bedste. De vigtigste. De mest brugbare. Den favorable farve.
Grøn sagde:
”Jeg er klart den vigtigste. Jeg er tegn på liv og håb. Jeg blev valgt til græsset, træerne og løvet. Uden mig ville alle dyr dø. Tag et blik udover landskabet og du vil se, at jeg er den mest udbredte.”
Blå afbrød:
”Du tænker kun på jorden. Betragt himlen og havet. Det er vandet der er basis for livet og trukket op af skyerne fra dybet giver himlen rum og fred og klarhed. Uden min fred ville i alle være som ingenting.”
Gul lo:
”I er så seriøse. Jeg bringer latter, friskhed og varme til verden. Solen er gul, månen er gul, stjernerne er gule. Hver gang du ser en solsikke begynder hele verden at smile. Uden mig ville der ikke være noget sjov.”
Orange begyndte straks at blæse i hendes trompet:
”Jeg er farven for helbred og styrke. Måske er jeg mindre synlig, men jeg er værdifuld for jeg opfylder menneskers livsbehov. Jeg indeholder de vigtigste vitaminer. Tænk blot på gulerødder, appelsiner, mangoer og papajaer. Jeg
er der ikke bare hele tiden, men ved solopgang og solnedgang når jeg udfylder himlen, er min skønhed så blændende at ingen gider tænke på nogen af jer.”
Nu kunne Rød ikke holde det ud længere og han råbte:
”Jeg er herskeren over alle i andre. Jeg er blod! Jeg er farens og tapperhedens farve. Jeg er villig til at slås foren sag. Jeg bringer ild til blodet. Uden mig ville jorden være ligeså tom som månen. Jeg er passionen, kærligheden, den røde rose, julestjernen, valmuen.
Violet rejste sig i sin fulde højde:
Han var meget høj og talte med en vældig pompøs stemme:
”Jeg er farven for kongelighed og magt. Konger, høvdinge og biskopper har altid valgt mig for jeg er symbolet på autoritet og visdom. Folk tvivler ikke på mig! De lytter og bøjer sig.”
Til slut talte Indigo, meget mere stilfærdigt end de andre, men med lige så stor beslutsomhed:
”Tænk på mig. Jeg er stilhedens farve. Du lægger knap nok mærke til mig, men uden mig vil I alle blive overfladiske.
Jeg repræsenterer omtanke og refleksion, skumringen og det dybe vand. I har brug for mig til balance og kontrast, til bøn og indre fred.”
Og sådan fortsatte farverne med at prale, alle overbevist om hans eller hendes egen overlegenhed. Deres skænderi blev højere og højere. Pludselig blev de overrumplet af lyn, torden, rumlen og bumlen. Regnen begyndte at sile ubønhørligt ned. Farverne krummede sig sammen I frygt
og trak sig tæt sammen mod hinanden.
Midt I dette ragnarok begyndte Regn at tale: “I tåbelige farver. I kæmper mod jer selv, hver af jer forsøger at dominere resten. Ved i ikke at i hver især var skabt til et specielt formål, unikke og forskellige? Tag nu hinanden i hænderne og kom til mig.”
De gjorde om der blev sagt og tog hinanden i hænderne. Regnen fortsatte: ”Fra nu af, hver gang det regner, skal hver af jer strække jer henover himlen i en mægtig bue af farver, der vil minde alle om at vi kan leve i fred. Regnbuen er et tegn på håb for morgendagen.”
Og således, når som helst en god regn vasker verden og en regnbue viser sig over himlen, lad os da huske at værdsætte hinanden.
------<>--------------------------------<>--------
----------------------------------------------------------------
Fra The Seeds of Joy –
Indsendt af Bob Rivers
(Mr. BoBHoHo)
Oversat af Jørgen A. Jacobsen
----------------------------------------------------------------